Fredag d. 6. maj 2022 er en af de dage, jeg tror, jeg kommer til at glemme som noget af det sidste, hvis min hjerne på et tidspunkt begynder at sætte ud. Ikke at der til at starte med var noget usædvanligt ved dagen; jeg stod op og var på vej i bad og havde udsigt til en helt almindelig fredag på kontoret, måske efterfulgt af lidt fredagsbar – præcis om fredage plejer at se ud for mit vedkommende. Men så ringede telefonen. Og så var alt pludselig forandret.
I den anden ende var nemlig Søren Beltoft fra Statens Kunstfond, som ville spørge, om jeg var interesseret i at modtage et 3-årigt arbejdslegat (!!) Og så græd jeg. Som en vanvittig. Og måtte ringe ham op igen et par timer senere for lige at høre, om den var god nok, og om det var rigtigt alt sammen. Det var det. Og det er det, også selv om jeg stadig snart et år efter har svært ved helt at forstå det. 3 år, hvor jeg simpelthen bare skal skrive, og endda på det, jeg allerhelst vil. Så det gør jeg nu. Hvilket helt afsindigt privilegie. TAK.
