Tilbage i 2012, da Glenn Ringtved og jeg besluttede os for at skrive ”Dig og mig ved daggry” sammen, stod frygt og fordomme mildest talt i kø; både blandt mine kollegaer og i mit eget hoved: I bliver garanteret uvenner, det bliver dårligt, I kommer til at gå så meget på kompromis med jer selv, det bliver én lang stiløvelse i at sluge kameler… Heldigvis holdt intet af det stik. I stedet blev det en fantastisk følelse af at være fælles om en noget, man ellers som forfatter per definition er mutters alene med. Samtidig oplevede jeg, at dét at skulle gennemskrive en anden forfatters tekst, som jo i forvejen var super god, gav mig lige så meget, som at skrive selv; det var to forskellige ting, men jeg gik til det med lige stor ildhu og følte lige stor tilfredsstillelse ved begge dele. Pludselig var forfatteriet bare ikke så ensomt mere …
Akkurat det samme oplevede jeg, da jeg skrev ”Tag gaden tilbage” med Sarah Engell – ikke mindst, fordi jeg fik Sarah som menneske med i købet. Og faktisk var vi så glade for samarbejdet og for alt det, der opstod, når vi lagde vores kræfter sammen, at vi besluttede at skrive en roman mere. Den foregår i samme miljø og med de samme karakterer som ”Tag gaden tilbage” men er ikke en fortsættelse af denne; denne gang er det nemlig ikke Polly, der er hovedperson …

Vi er i fuld gang med gennemskrivningerne og glæder os til langsomt at kunne løfte mere af sløret og dele historien med jer. Bogen forventes af udkomme engang i løbet af 2022.