Nå. Så gik der Corona i den, og det var pludselig meget lidt tid og endnu mindre overskud, der var tilbage mellem hjemmeundervisning af børn, lange vatpinde i næsen, regelmæssig selvisolation og ikke mindst at sidde og stirre katatonisk i mailboksen og overveje, hvordan det hele mon skulle gå, imens aflysning på aflysning tikkede ind. ”Du må da få skrevet noget så, nu hvor du har tiden til det?” hørte jeg et utal af gange, men sådan fungerer jeg ikke. Jeg kan ikke skrive nærmest noget som helst, hvis ikke der er nogenlunde ro på bagsmækken, og det kan man ikke just påstå, at 2020 indebar. Tværtimod.

Heldigvis spirede der ud af håbløsheden også en masse muligheder; onlineforedrag, skypemøder, nye projekter og god tid til at lægge en hel masse i kakkelovnen til når nu verden igen engang vendte tilbage til en nogenlunde normaltilstand. Meget har allerede foldet sig ud, og en masse andet er jeg undervejs med, og så er der alle drømmene om det, der skal komme … Alt det har jeg skrevet lidt om i et par forskellige indlæg. Tusind tak for tålmodigheden og af hjertet tak for at læse med <3