Dette indlæg handler ikke om hverken bøger eller om at skrive. Faktisk handler det om ikke at kunne skrive, hvilket var min virkelighed i store dele af 2019-2020.
I maj 2019 besvimede jeg til min venindes 40-års fødselsdag. Ikke på sådan en galant, Maude-agtig dåne-måde; næh nej, med påfuglens diskretion og lige midt i en overfyldt sushirestaurant på toppen af Tivoli Hotellet. Bang. Det skal siges, at jeg til hendes 18-års fødselsdag drak så mange shots, at jeg blev udvist og fik livsvarig karantæne fra Frederikshavn Bowlingcenter, så egentlig lyder det måske ikke så mærkeligt, men til hendes 40-års havde vi altså ikke engang nået at skåle og havde kun lige sat os til bords. Jeg var svær at få liv i og røg afsted med ambulance, fik taget et utal af blodprøver og målinger, men alt så tilsyneladende fint ud; hjerte, kredsløb, hjerne, alt.

I løbet af det følgende år oplevede jeg til gengæld, at jeg blev mere og mere træt. Og ikke bare sådan lækkersøvnig, men nærmest udmattet på et niveau, hvor jeg til sidst ikke kunne klare mig igennem en dag uden at sove flere gange, og kunne gå helt i panik, hvis jeg var et sted, hvor jeg ikke kunne komme til det. Jeg havde ikke energi til ret meget, måtte udsætte deadlines i en uendelighed og bede om forståelse hos alle dem, jeg skrev sammen med, og jeg begyndte samtidig at få føleforstyrrelser og en sær form for hukommelsesbesvær. Jeg kunne huske alt muligt, der lå lang tid tilbage men kunne til gengæld fortælle folk de samme ting flere gange, komme i tvivl om, hvem jeg havde fortalt hvad til, og kom jeg hjem fra et møde, kunne jeg indimellem knapt nok huske, hvad det havde handlet om. Så blev jeg undersøgt utrolig grundigt, og så viste det sig simpelthen, at mit blackout i 2019 var et udslag af særligt et B-vitaminniveau, som var alt for lavt, og som i løbet af 2020 kun var blevet kriminelt lavere; faktisk frygtede min læge, at jeg var ude af stand til at optage vitaminet overhovedet.

Det var jeg heldigvis, og jeg har nu været i vitaminbehandling i lidt over et halvt år. Det viste sig, at også mit D-vitaminniveau var alt for lavt, og efter at både B- og D-vitaminniveauet er stabiliseret, har jeg det, som om jeg nærmest har fundet hjem til mig selv igen. Jeg kan uden problemer klare mig igennem en dag uden 2-3 lure, jeg kan huske fra min næse til min mund, jeg har overskud til både at være mor for min børn, kæreste for min kæreste, veninde for mine veninder og til at skrive på alt muligt igen uden, at det skal foregå i konstant afbrudte intervaller, hvor jeg skal trække mig selv op i nakkehårene hver gang.
Hvad vitamintabet er kommet af, er der ikke noget entydigt svar på – måske fordi, vi spiser meget vegetarisk og jeg aldrig rigtig har overvejet at supplere op med noget, måske noget med alder og cyklus, måske noget med min krop, der bare ér sådan. Jeg ved det ikke. Men jeg er stadig chokeret over, hvor vild en indflydelse sådan nogle vitaminer kan have på hele ens system og eksistens; flere gange undervejs tænkte jeg faktisk, at der måtte være noget helt alvorligt i vejen, og var det ikke blevet opdaget, kunne det faktisk have forårsaget langt mere alvorlige og permanente skader. Derfor; hvis du på et tidspunkt oplever noget tilsvarende, så kan jeg kun anbefale dig ikke at slå det hen men at få taget blodprøver og få dine vitaminniveauer tjekket – det er virkelig en ubehagelig følelse ikke at føle sig som sig selv, og så er det jo noget, der er ret nemt at behandle.

For mere information, læs med her:
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/blod/sygdomme/anaemier/vitamin-b12-mangel/