Long time no indlæg

Nå. Så gik der Corona i den, og det var pludselig meget lidt tid og endnu mindre overskud, der var tilbage mellem hjemmeundervisning af børn, lange vatpinde i næsen, regelmæssig selvisolation og ikke mindst at sidde og stirre katatonisk i mailboksen og overveje, hvordan det hele mon skulle gå, imens aflysning på aflysning tikkede ind. ”Du må da få skrevet noget så, nu hvor du har tiden til det?” hørte jeg et utal af gange, men sådan fungerer jeg ikke. Jeg kan ikke skrive nærmest noget som helst, hvis ikke der er nogenlunde ro på bagsmækken, og det kan man ikke just påstå, at 2020 indebar. Tværtimod.

Heldigvis spirede der ud af håbløsheden også en masse muligheder; onlineforedrag, skypemøder, nye projekter og god tid til at lægge en hel masse i kakkelovnen til når nu verden igen engang vendte tilbage til en nogenlunde normaltilstand. Meget har allerede foldet sig ud, og en masse andet er jeg undervejs med, og så er der alle drømmene om det, der skal komme … Alt det har jeg skrevet lidt om i et par forskellige indlæg. Tusind tak for tålmodigheden og af hjertet tak for at læse med <3


Husk at spise dine vitaminpiller!

Dette indlæg handler ikke om hverken bøger eller om at skrive. Faktisk handler det om ikke at kunne skrive, hvilket var min virkelighed i store dele af 2019-2020.
I maj 2019 besvimede jeg til min venindes 40-års fødselsdag. Ikke på sådan en galant, Maude-agtig dåne-måde; næh nej, med påfuglens diskretion og lige midt i en overfyldt sushirestaurant på toppen af Tivoli Hotellet. Bang. Det skal siges, at jeg til hendes 18-års fødselsdag drak så mange shots, at jeg blev udvist og fik livsvarig karantæne fra Frederikshavn Bowlingcenter, så egentlig lyder det måske ikke så mærkeligt, men til hendes 40-års havde vi altså ikke engang nået at skåle og havde kun lige sat os til bords. Jeg var svær at få liv i og røg afsted med ambulance, fik taget et utal af blodprøver og målinger, men alt så tilsyneladende fint ud; hjerte, kredsløb, hjerne, alt.

I løbet af det følgende år oplevede jeg til gengæld, at jeg blev mere og mere træt. Og ikke bare sådan lækkersøvnig, men nærmest udmattet på et niveau, hvor jeg til sidst ikke kunne klare mig igennem en dag uden at sove flere gange, og kunne gå helt i panik, hvis jeg var et sted, hvor jeg ikke kunne komme til det. Jeg havde ikke energi til ret meget, måtte udsætte deadlines i en uendelighed og bede om forståelse hos alle dem, jeg skrev sammen med, og jeg begyndte samtidig at få føleforstyrrelser og en sær form for hukommelsesbesvær. Jeg kunne huske alt muligt, der lå lang tid tilbage men kunne til gengæld fortælle folk de samme ting flere gange, komme i tvivl om, hvem jeg havde fortalt hvad til, og kom jeg hjem fra et møde, kunne jeg indimellem knapt nok huske, hvad det havde handlet om. Så blev jeg undersøgt utrolig grundigt, og så viste det sig simpelthen, at mit blackout i 2019 var et udslag af særligt et B-vitaminniveau, som var alt for lavt, og som i løbet af 2020 kun var blevet kriminelt lavere; faktisk frygtede min læge, at jeg var ude af stand til at optage vitaminet overhovedet.

Det var jeg heldigvis, og jeg har nu været i vitaminbehandling i lidt over et halvt år. Det viste sig, at også mit D-vitaminniveau var alt for lavt, og efter at både B- og D-vitaminniveauet er stabiliseret, har jeg det, som om jeg nærmest har fundet hjem til mig selv igen. Jeg kan uden problemer klare mig igennem en dag uden 2-3 lure, jeg kan huske fra min næse til min mund, jeg har overskud til både at være mor for min børn, kæreste for min kæreste, veninde for mine veninder og til at skrive på alt muligt igen uden, at det skal foregå i konstant afbrudte intervaller, hvor jeg skal trække mig selv op i nakkehårene hver gang.
Hvad vitamintabet er kommet af, er der ikke noget entydigt svar på – måske fordi, vi spiser meget vegetarisk og jeg aldrig rigtig har overvejet at supplere op med noget, måske noget med alder og cyklus, måske noget med min krop, der bare ér sådan. Jeg ved det ikke. Men jeg er stadig chokeret over, hvor vild en indflydelse sådan nogle vitaminer kan have på hele ens system og eksistens; flere gange undervejs tænkte jeg faktisk, at der måtte være noget helt alvorligt i vejen, og var det ikke blevet opdaget, kunne det faktisk have forårsaget langt mere alvorlige og permanente skader. Derfor; hvis du på et tidspunkt oplever noget tilsvarende, så kan jeg kun anbefale dig ikke at slå det hen men at få taget blodprøver og få dine vitaminniveauer tjekket – det er virkelig en ubehagelig følelse ikke at føle sig som sig selv, og så er det jo noget, der er ret nemt at behandle.

For mere information, læs med her:
https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/blod/sygdomme/anaemier/vitamin-b12-mangel/


Ny serie til de allermindste

I foråret 2021 skrev jeg på en serie til de allermindste – nemlig ”Børste”, som ramte DR’s nye platform Minisjang i maj. Idéen var ikke min men Tine Kais, og både koncept og karakterer var i grove træk givet på forhånd. Lyder det som en kedelig opgave? Overhovedet ikke! For mig var det en oplagt og så fin mulighed for at arbejde med storytelling i et lillebitte mikrokosmos, og for at prøve kræfter med en målgruppe, jeg ikke havde prøvet før. Resultatet synes jeg næsten taler for sig selv; det er underholdende men med kant og med noget på hjerte – og med hjertet på rette sted, ikke mindst.

De første afsnit ligger allerede på Minisjang; forhåbentlig kommer der mange flere ☺


Fastansættelse på Manuskriptskolen for Børnefiktion!

Hele det sidste år har jeg undervist på Manuskriptskolen for Børnefiktion under ledelse af den fantastiske duo Dennis Glintborg og Elin Algreen og med kollegaer som Kasper Hoff, Tomas Lagermand Lundme, Rebekka Bach-Lauritsen, Hanne Kvist og – min skrivemakker – Kim Fupz Aakeson. Og det været så udviklende og så på alle måder givende! I sommers underviste jeg på Grundtvigs Højskole sammen med Tomas Lagermand Lundme, som jeg i skrivende stund også kører et undervisningsforløb med og for et par uger siden holdt workshop med i Dansk Forfatterforening, og fra og med august er jeg så simpelthen blev fastansat på skolen. Det er jeg blevet sammen med Hanne Kvist, og det er jeg super glad for; det betyder lidt mere arbejde, men også mere medbestemmelse og mere indflydelse på retningen for en skole, hvis betydning og vigtighed i verden jeg kun ser vokse sig større for hver dag, der går. Det er et fantastisk sted med et enormt potentiale, og frem for alt en skole, der skaber et trygt og inspirerende rum for udviklingen af forfattere og fortællinger til alle formater.

Det er et kæmpe privilegie at få lov at undervise og vejlede så dygtige fortællere, og at få lov at bidrage til forløsningen af deres historier. Dem kan I virkelig glæde jer til!


Au Pair – ny roman med Kim Fupz Aakeson!

Hvis der var én forfatter herhjemme, som jeg kunne få lov at skrive en bog med, så skulle det – udover Glenn og Sarah, selvfølgelig – være Kim Fupz. For mig har flere af Kims bøger haft en kolossal betydning; både i kraft af historierne i sig selv men også på grund af måden, de er fortalt på. Man kan altid mærke, om det er Fupz, synes jeg: Det er noget med humoren, noget med dialogen, noget med en sproglig underspillethed, friskhed og umiddelbarhed, og tit har jeg taget mig selv i at sidde og nærlæse og spekulere over, hvad pokker det er, han gør …
Da han spurgte, om vi ikke skulle skrive en roman sammen (faktisk havde jeg spurgt ham et par år tidligere, så teknisk set var det måske mig, der spurgte, men altså, hvem tæller … ) var jeg derfor også lynhurtig til at spytte i håndfladen og råbe ”Aftale!” Og igen må jeg bare sige, at det været en intet mindre end fantastisk proces! Helt anderledes end hvad jeg tidligere har prøvet, men akkurat lige så sjovt og inspirerende og med et slutprodukt, som jeg er så utrolig stolt af. Romanen hedder ”Au Pair” og udkommer 17. januar 2022, og den er slet ikke så krimiagtig, som det ellers kan synes ud fra pressebilledet her; der er vist godt nok én, der dør, men faktisk er den nok en af de sjoveste bøger, jeg har (været med til) at skrive … Halvdelen af dna’en er jo Fupz’s J


Ny roman med Sarah Engell

Tilbage i 2012, da Glenn Ringtved og jeg besluttede os for at skrive ”Dig og mig ved daggry” sammen, stod frygt og fordomme mildest talt i kø; både blandt mine kollegaer og i mit eget hoved: I bliver garanteret uvenner, det bliver dårligt, I kommer til at gå så meget på kompromis med jer selv, det bliver én lang stiløvelse i at sluge kameler… Heldigvis holdt intet af det stik. I stedet blev det en fantastisk følelse af at være fælles om en noget, man ellers som forfatter per definition er mutters alene med. Samtidig oplevede jeg, at dét at skulle gennemskrive en anden forfatters tekst, som jo i forvejen var super god, gav mig lige så meget, som at skrive selv; det var to forskellige ting, men jeg gik til det med lige stor ildhu og følte lige stor tilfredsstillelse ved begge dele. Pludselig var forfatteriet bare ikke så ensomt mere …
Akkurat det samme oplevede jeg, da jeg skrev ”Tag gaden tilbage” med Sarah Engell – ikke mindst, fordi jeg fik Sarah som menneske med i købet. Og faktisk var vi så glade for samarbejdet og for alt det, der opstod, når vi lagde vores kræfter sammen, at vi besluttede at skrive en roman mere. Den foregår i samme miljø og med de samme karakterer som ”Tag gaden tilbage” men er ikke en fortsættelse af denne; denne gang er det nemlig ikke Polly, der er hovedperson …

Vi er i fuld gang med gennemskrivningerne og glæder os til langsomt at kunne løfte mere af sløret og dele historien med jer. Bogen forventes af udkomme engang i løbet af 2022.


Manuskriptskolen for børnefiktion

I al den tid, jeg har været forfatter, er det lykkes mig kun at have én redaktør – nemlig Elin Algreen, som indtil for nyligt var B&U-chef på Forlaget Gyldendal. For mig har hun været den bedste i verden. Hun har ligesom bare været der altid og igennem alt, og jeg måtte derfor virkelig også bide mig selv hårdt i knytnæven for holde tårerne tilbage, imens ønskede hende tillykke, da hun sidste forår ringede til mig og sagde, at hun havde sagt sin stilling op, fordi hun nu skulle noget andet.

Heldigvis skulle hun noget så fantastisk som at starte en ny skole op – nemlig Manuskriptskolen for Børnefiktion, og heldigvis spurgte hun mig, om jeg kunne tænke mig at undervise der. Og det var jeg selvfølgelig lynhurtig til at svare ja til. Det er et super fedt og innovativt projekt båret af så dedikerede, skønne kræfter med Elin og hendes lige så skønne makker Dennis Glintborg i spidsen, og så er det sammen med et hold af øvrige undervisere – Tomas Lagermand Lundme, Kim Fupz Aakeson, Kasper Hoff og Hanne Kvist – som jeg er så stolt af skulle arbejde sammen med.

Vi har henover efteråret holdt afholdt et pilotforløb med et virkelig dygtigt og sprudlende og topengageret hold af prøvekaniner, hvilket er gået super godt. Alt tegner bare så godt for den skole.

Skulle DU gå rundt med en forfatter af den ene eller anden art i maven, eller har du bare lyst til at vide mere om skolen, så kan du læse om den her: www.manuskriptskolen.dk

Jeg ville næsten ønske, jeg skulle gå der selv også ☺


Ny udgivelse på vej!

Til januar 2020 – og det vil sige kun et år efter, at Sarah Engell og jeg udgav ”Tag gaden tilbage” – udkommer min næste ungdomsbog, som kommer til at bære titlen ”En dygtig havfrue.” Og for sådan en langsom skrivesnegl som mig, er det et fuldkommen vildt produktionstempo. Jeg debuterede helt tilbage i 2002, og med et bagkatalog på sølle (snart) 8 bøger er det jo ikke svært at regne ud, at der plejer at være noget længere mellem snapsene. Mellem ”Dig og mig ved daggry” og ”Tag gaden tilbage” gik der faktisk over 5 år, i løbet af hvilke jeg flere gange overvejede, om jeg mon overhovedet nogensinde igen ville kunne mærke en historie i mig – og lysten til at fortælle den, ikke mindst. Virkelig frustrerende på et helt grundlæggende, eksistentielt niveau, for hvad er en forfatter, der ikke skriver? Og hvis jeg ikke var forfatter, hvad var jeg så … ? Men så dukkede Sarah Engell op. Og så skrev vi ”Tag gaden tilbage”, og den energi, der både lå i den fortælling og i vores samarbejde, ændrede på mange måder alt.

Jeg kommer næppe til at skyde bøger afsted i samme kadence fremover, men jeg er slet længere i tvivl om, at jeg selvfølgelig skal skrive, og at historierne og idéerne er der. Faktisk flere nu, end jeg nogensinde før har følt.
Og en af disse er altså ”En dygtig havfrue”. Jeg vil ikke sige så meget om den endnu, hvor vi stadig er så forholdsvist langt fra udgivelsen; ikke andet end at det er en roman, som jeg er sindssygt glad for, og som jeg glæder mig til at fortælle meget mere om. Indtil da må I nøjes med at nyde forsiden, som – selvfølgelig – er kreeret af fantastiske Solveig Agerbak.